Hvor finder man troen på sig selv og en følelse af selvstændighed? For en gruppe unge danskere er svaret på den anden side af kloden

Omkring 1000 danskere får hvert år udstedt et Working Holiday Visum. Foto: Shutterstock.com

Af Lasse Kirkegaard koertsen

Hvis man som ung skal lære at stå på egne ben, så vil det for nogen kræve, at de bliver mødt med udfordringer, som de selv skal håndtere. Alene.  

Sådan forholder det sig, hos en gruppe af unge danskere, som har valgt at møde de udfordringer tusindvis af kilometer væk fra det trygge, danske sikkerhedsnet.  

Et Working Holiday Visum til Australien er for denne gruppe en unik mulighed for at rejse og arbejde på samme tid. Imens har de nemlig tid til at udvikle personlige kompetencer som selvstændighed, selvsikkerhed og troen på deres egne evner.  

Det foregår således, at man i alderen 18 til 30 år kan søge om et visum til Australien, som giver tilladelse til at rejse i landet, samtidig med at man har muligheden for at arbejde på nogenlunde lige fod med de lokale. Beskatningen er desuden lav, og man må rejse til og fra Australien lige så tosset man vil i det år, hvor ens visum er gældende.

Dannelsesrejser vinder frem 

I den seneste undersøgelse fra 2019 lavet af Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, konkluderede man, at 86 procent af de unge studerende på videregående uddannelser havde taget et sabbatår. Af dem rejste knap 50 procent til udlandet.  

Dannelsesrejsen er blevet et vigtigt skridt for den unge spire, som vil ud i verden for at finde ud af, hvad de vil med deres liv. De søger nye kompetencer og en bedre forståelse for hvem de er, og hvad de gerne vil tage af uddannelse. De tager året som en pause fra studieræset.  

I en spørgerunde, udført af journalisten, blandt nogle af dem, som i årene 2010 til 2021 er blevet tildelt et Working Holiday Visum til Australien fremgår det tydeligt, at en større grad af selvstændighed var den hyppigste nye kompetence, som de har taget med sig hjem til Danmark efter deres ophold. 

25 ud af de 57 besvarelser svarede, at de var blevet mere selvstændige. I en vurdering, på en skala fra 1 til 10, til spørgsmålet: “I hvor høj grad vil du vurdere dit Working Holiday ophold når man ser på livskvalitet i forhold til et normalt år i dit liv?” svarede de 57 respondenter med et gennemsnit på 8.8 i forhold til livskvalitet. 

Denne artikelserie giver dig, læseren, et indblik i, hvilke episoder der har været med til at forme to unge mennesker til den selvstændige person, de er i dag, og hvorfor de selv mener, at de fik så stort et udbytte ud af deres Working Holiday Visum. 

You may also like...